Dø ved kølle

Åh nej, nu er det snart fastelavn igen!

Stressede 2100 spelt forældre kæmper for at nå frem til målet – at kunne iklæde deres fuldstændig usædvanligt begavede afkom fantastiske klædningsstykker, så de ikke bare overskygger sidste års outfit men også stråler om kap med Sigurd, Vilhemina og Minik Frederik.

Ligesom købeboller og flødeboller er SO LAST CENTURY og fuldstændig uacceptable elementer i enhver børneinstitution med respekt for sig selv, vil et omsyet lagen med maling og udklippede huller til øjnene selvfølgelig afføde skæve blikke og let skjult hovedrysten.

Forventningspresset er stort og kan kun indfries ved at tage nætterne, kreativiteten og symaskinens overlockfunktion i brug – eller ved at tage pengepungen frem, købe det vildeste outfit og evt. applikere et par kreative knapper eller mønter, så afkommet ligner en million og du selv fremstår fantastisk overskudsagtig. Nå, men de prøvede forældre kan jo også ligeså godt øve sig, så de er klar til kravene ved den konfirmationen, som lurer og truer lige om hjørnet…

Hjemme hos os har vi ikke de problemer. Vi er frivilligt barnløse og måske derfor ikke sporet helt ind på årets gang i børneland. Hverken fastelavn eller det seneste skud på stammen, Halloweeen, er vi forberedte på.

Netop derfor ender vi i den samme pinagtige situation år efter år, når dørklokken efter mørkets frembrud men inden aftenens tv-maraton er begyndt kimer. Kort sagt i det tidsrum, hvor en af os står i et meget oplyst køkken og dermed meget synlige for horderne af udklædte krigere med plastiksværd og gaffatapede trægeværer – og for deres let ængstelige og samtidig opmuntrende mødre, der skjuler sig bag ligusterens bare vintergrene.

Der står en af os så med opspilede panikslagne øjne, kortvarigt lammet og meget meget bevidst om, at vi nu igen har glemt at fylde køkkenskabet op med minibounties og Kicklakridser og i øvrigt i går gav de sidste mønter i pungen til nogle flinke mennesker med indsamlingsbøsse og blå uniform – som helt sikkert sang bedre end den flok, der står uden for døren nu, og som kræver alt andet end de tørre gulerodsboller, der er blevet glemt i brødkassen.

Gemalen er mere cool end jeg. Han kan ufortrødent ignorere utålmodig kimen på dørklokken efterfulgt af insisterende banken på bryggersdøren, mens han steger videre på frikadellerne. Ramt af pludselig døvhed.

Jeg derimod prøver desperat at slagte den sparegris, der skulle bidrage til en spændende ferierejse, men som trods de mange år på bagen aldrig har taget på, som den skulle. Eller leder febrilsk i frakkelommerne for at finde et par pakker tyggegummi, som endnu ikke er blevet åbnet eller påvirket af tidens og lommeuldens tand.

Når man så efter flere minutters hektisk aktivitet åbner døren – og håber, at der ikke er flere børn i flokken, end mønter eller tyggegummipakker med en vis rimelighed kan fordeles mellem – så er det altid spændende, hvad der møder en. Er det de søde små børn, som er fint klædt ud og hvis forældre står bag hækken og opfordrer dem til trods alt at præstere en lille sang, inden de får belønningen hældt ned i fryseposen? Eller er det de halvstore knægte, der nøjes med at iklæde sig en paryk fra sidste år og uden at kvække mange ord eller toner frækt vil indkræve det, de mener, er et retmæssigt supplement til lommepengene?

Dolph, hvor er du, når der er allermest brug for dig?

Efter en, højst to, tæerkrummende seancer i døråbningen slukker vi det meste af lyset i huset, kryber ned i sofaen og håber på, at det blå lys fra tv’et ikke er alt for synligt fra gaden…

Advertisements
Standard

Regeringen på Paradise Hotel

Hver uge tropper hotellets gæster op på Ceremonipladsen, når DONGen lyder. Her hilser de på værtinden i den fine kjole og præsenterer herefter ugens nye hold.

Nogle deltagere er blevet stemt hjem pr. sms, andre har selv forladt hotellet på grund af hjemve, og nye friske deltagere er forventningsfuldt trådt ned fra christianiacyklen og direkte ind i realityverdenen.

De nye unge skal nu lære, hvordan man begår sig på tv, og hvem, der er taktisk stærke spillere, man kan stå med gang efter gang på Ceremonipladsen. En særlig diciplin er at lære, hvordan man skal optræde, når DER ER BREV. En sund portion skepsis over for det brevindhold, som tjenestepigerne og -mændende præsenterer deltagerne for, kan være afgørende for deres fortsatte deltagelse på hotellet.

Sidste afsnit af Regeringen på Paradise var dramatisk. Deltagerne på det røde hotelværelse havde ellers svoret, at de stolede 110 procent på hinanden, men intrigerne voksede, og lederen måtte trække sig selv og hele holdet ud af konkurrencen og ned på Solo. Den nu forhenværende leder af det røde hotelværelse har siden klaget over voksenmobning og opsøgt Ceremonipladsen for at få støtte fra Maryfonden.

Det bliver ulideligt spændende, når opholdet på Paradise nærmer sig sin afslutning, og præmien for det til dato mest uforudsigelige Paradiseophold skal uddeles. Vil regeringens stærkeste spiller bruge præmien på en ny håndtaske i London, eller vil præmien for rullende kamera blive pakket ind i valgflæsk og lovet væk?

Standard